Black Liquorice Zebra Stripes

Black Liquorice Zebra Stripes (Imperial Stout)

Black Liquorice Zebra Stripes er mit første forsøg på at brygge en Imperial Stout. Den smager, ved aftapningstidspunktet 29. september 2013, ret meget af de 25 gram lakrids vi tilsatte. Det var kun ét gram per liter øl, men den udfolder sig som en markant mundfylde og eftersmag, som bliver hængende nogle minutter. Lidt for voldsom pt., men den forventes at aftage og blive meget mere afrundet.

Havde forventet en gæring fra OG 1098 ned til FG 1030, men den endte helt nede på FG 1022. Det giver ikke bare 8% men 10% alc. vol. En pænt effektiv forgæring, dog med tydeligt smagbart restsukker.

Flaskerne er sat ind i et mørkt skab. Tålmodigheden er indstillet på at vente en måned eller to på at Black Liquorice Zebra Stripes “falder til ro”.

Det bliver en god jul i år.

Udførlig opskrift findes, som altid, på Black Liquorice Zebra Stripes @ BeerCalc.org

What is Whit The Lab Witbier?

Opdatering: Endelig på flasker – og det smager af sol og sommer.

En vigtig detalje inden flasken åbnes og indholdet nydes er at vende flasken en gang eller to. Der gemmer sig en del smag og aroma i gær-bundfaldet og det giver tilmed en klassisk hvede-tåget-effekt i glasset.

Det er anden gang Henrik og jeg brygger witbier efter denne opskrift. Den var en bragende succes, hen over sommeren. Det eneste vi har ændret er at vi har givet den lidt ekstra gas med appelsinskallen. Resultatet er en gærduftende, lettere hengemt duft, som følges op af frisk syrlig smag. En læskende omgang, som klart bør nydes i en sensommmersolstråle. Skumdannelsen er begrænset og ikke specielt stabilt, så det er med at nyde imens den er frisk.

Udførlig opskrift findes på Zebra Witbier @ BeerCalc

Embedded image permalinkEmbedded image permalink Embedded image permalink

Hopping Zebra American Pale Ale

Dette bryg er kraftigt inspireret af Humle Suppe, en meget fascinerende krydret Pale Ale som vandt sølvmedalje ved Ølfestival 2012. Jeg forventer en meget krydret omgang eftersom øllet koges med tre forskellige markante amerikanske humletyper. Desuden skal der under første gæring tørhumles (dry hopping) ved at efterlade en sok med Cascade-humle i gærtanken. Det “tørre” består i at der ikke udtrækkes nogen alfasyre fra portionen med humle i sokken, men den udelukkende tilføjer blomsterlige karakteristika og næserivende pebrede noter. Riskoen ved at placere noget, som ikke har været kogt og desinficeret i gærtanken, er naturligvis at processen løber løbsk. Der kan udvikles mælkesyrebakterier eller andre fæle smagsgivere, så det er med en vis ængstelse at dette bryg påbegyndes.

Artiklen opdateres under brygge- og gæringsprocessen…

2013-07-02: Original Gravity = 1063. Gæren pitches i den nedkølede urt ved 26°C. Dufter sødt og smager overvældende bittert. Kogt sok med 68 gram ikke-kogt Cascadehumle tilsættes.

2013-07-11: Gravity ved omstikning = 1013. Humlesokken fjernes. Voldsom bitterhed. Næsten ingen krydret duft og meget lidt CO2.

2013-07-27: Final Gravity = 1010. Ca. 7% alkohol. Der tappes på 41 halvliters flasker og et par glas. Farven er mørk rav. Smager stadig markant bitterhed og en god tørhed. Indeholder en hel del CO2 bobler umiddelbart efter skænkning. Duften er peber-krydret og kraftig fyrrenålelugt. Efter nedkøling til 12 °C balanceres bitterheden af lidt restsukker og duften af fyrrenåle aftager lidt.

Udførlig opskrift findes på Zebra APA @ BeerCalc.